Permobil Blog / januar 6, 2026

Fra studie til skrivebord

Fra studie til skrivebord: Min rejse som praktikant hos Permobil

Kristine Streton

Jeg afslutter snart min 3,5 måneders praktik i marketingsafdelingen hos Permobil, og det vil jeg gerne sætte ord på. Mange spørger, om det har været som forventet. Det er svært at svare på, for jeg anede ikke, hvad jeg skulle forvente. Jeg har gået i skole hele livet og aldrig arbejdet før, så målet med praktikken var at få erfaring med en arbejdsplads. 

Den første dag var jeg spændt: Hvordan ville det være at arbejde i stedet for at studere? Ville jeg kunne holde til det med mit handicap? Praktikken skulle give mig svar på nogle af disse spørgsmål. 

Jeg troede, kontorarbejde var kedeligt, men det har vist sig at være det modsatte. Jeg er blevet bekræftet i, at jeg trives med at skrive og arbejde med tekster – både mine egne og andres. Det har givet mig en masse på det personlige plan, fordi jeg har lært, hvordan jeg arbejder bedst, og hvad der giver mig energi. 

To projekter står særligt klart for mig: en julevideo til Permobils kaffemaskine, som jeg lavede selv, og en serie blogindlæg baseret på kundehistorier. Det har betydet meget for mig at skabe noget, der bliver brugt i virksomheden og kommer videre ud i verden. 

Jeg har lært, at Rom ikke blev bygget på én dag. Opslag, videoer og blogindlæg tager tid, når det skal være gennemført, og passe ind i virksomhedens rammer. Det kræver energi og kreativitet at levere noget flot og brugbart “på kommando”. Jeg har også oplevet, hvor individuelt grafisk arbejde er - og hvor vigtigt samarbejde er for at få tingene til at lykkes. 

Det har været givende at opleve, at der er plads til mig og det, jeg har evner inden for. Jeg elsker at skrive, lege med ord og få følelser og oplevelser ned på skrift, så andre kan få indblik i det, jeg formidler. Om det er min egen fortælling eller en andens, ændrer kun indholdet - arbejdet med ordene er det samme. At skabe via billeder, farver og tekst er også noget, jeg holder af. Her kan jeg arbejde kreativt og give min krøllede hjerne plads til leg. 

Det skrevne sprog og det grafiske arbejde har en stor fordel for mig: min fysik begrænser mig ikke her. Praktikken har vist mig, at der er en plads til mennesker som mig på arbejdsmarkedet. Jeg ved nu, at jeg kan bidrage med noget værdifuldt, selv med mine udfordringer. Jeg havde en idé om, at kontorarbejde var ensformigt, men jeg har lært, at det kan være kreativt og dynamisk. Jeg håber, at fremtidens arbejdspladser giver plads til os, der ikke er helt som gennemsnittet. 

Til sidst vil jeg sige tak til Permobil for åbenhed og fleksibilitet, som gjorde det muligt for mig at være en del af virksomheden. 

 


thumbnail_IMG_0452-1

Skrevet af: Kristine Streton 
Job titel: Marketing Praktikant - Permobil
By/Land: Lille Skensved, Danmark
Hobby: El-Hockey og læsning.

 


 

Categories: El-kørestole, Brugerhistorier, Muskelsvind, Tilgængelighed

Recent Posts