Hvordan har jeg det med at sidde i kørestol?

Carolina Ahlgren

Jeg blev født med cerebral parese og endte i en kørestol, fra jeg var helt lille. Hvordan har jeg det med at sidde i kørestol?

Jeg blev født med cerebral parese og endte i en kørestol, fra jeg var helt lille. Hvordan har jeg det med at sidde i kørestol? Jeg kender ikke til andre omstændigheder - dette er mit liv. Jeg kender ikke mulighederne. Jeg er ikke bitter - jeg forholder mig bare til fakta.

Min kørestol er ikke min identitet, men den er et vigtigt redskab i mit liv. Uden den møder jeg kun begrænsninger - med den får min frie sjæl lov til at leve. Hvem ville jeg være uden min kørestol? Svaret er klart: Jeg ville ikke være mig, Carolina.

Med andre ord, hvis jeg blev stillet spørgsmålet: "Hvis du kunne, ville du så gerne kunne gå i morgen?", ville mit svar altid være "nej". Uden mit handicap ville jeg gå glip af vidunderlige oplevelser og dejligt samvær med gode mennesker. Og den bittersøde sandhed er, at jeg ville være meget forvirret uden mit handicap. Vi mennesker er trods alt vanedyr.

Fra et andet perspektiv er jeg virkelig taknemmelig for min kørestol - den bidrager til mit uafhængige liv. Jeg bruger min kørestol som mine ben, og jeg er ikke afhængig af andre mennesker, der skal skubbe mig, når jeg sidder i en manuel kørestol.

Min kørestol bliver min nøgle til frihed - jeg ser min Permobil-stol som en blanding af kropsdele. Den elektriske drivkraft er mine ben. Elfunktionerne er det rene manuelle arbejde, som giver mig mulighed for at passe på mig selv, så jeg ikke får f.eks. siddesår eller rygsmerter.

Jeg tilbringer mere end tolv timer i min kørestolom dagen, og derfor er min Permobil mit hjem. Jeg gør alt i min elstol - den bliver min ilt i hverdagen. Det nye design af el-kørestolene er som forskellen mellem et gråt betonhus og en prangende penthouselejlighed for hippe mennesker. Jeg tror fuldt og fast på, at jeg vil blive boende i den prangende penthouselejlighed for evigt.

Tak for det, Permobil!