Ræsende Rollinger er en legestue, som samler børn med cerebral parese eller andre motoriske udfordringer for at lege og udforske omgivelserne i forskellige mobilitetsværktøjer. Projektet er startet af Aalborg Universitetshospital i samarbejde med en række partnere, der alle har fokus på børns trivsel og udvikling. Permobils Explorer Mini er ét af de el-køretøjer, som børnene får lov til at afprøve – et redskab designet specifikt til små børn, der har brug for støtte til at bevæge sig selvstændigt.
Leg, læring og mobilitet i børnehøjde
Med fokus på tidlig mobilitet får børnene i legestuen mulighed for at bevæge sig rundt, som de aldrig har kunnet før. Gennem leg, fællesskab og nysgerrighed bliver teknologien en naturlig del af børnenes hverdag, og ikke blot et hjælpemiddel. Det handler om at give børnene frihed til at udforske, interagere og udvikle sig på egne præmisser. Ifølge Jeanette Kristensen, ergoterapeut og medarrangør af projektet, går Ræsende Rollinger bedre, end de turde tro: "Der er fremgang i børnenes evne til at køre, styre og kontrollere," udtaler hun.
I legestuen er der også plads til både søskende og forældre, hvilket skaber trygge rammer og styrker den sociale dynamik. Når hele familien er involveret, bliver oplevelsen ikke kun mere inkluderende – den bliver også mere meningsfuld.
Betydningen af tidlig mobilitet
Permobils Explorer Mini er et let, elektrisk mobilitetsværktøj designet til børn med mobilitetsudfordringer fra 12 måneder og opefter, og kan bruges i både siddende og stående position. Formålet er at fremme selvinitieret mobilitet og miljøudforskning hos børn med funktionsnedsættelser. Ifølge en rapport om børns introduktion til elektriske køretøjer, understøtter tidlig elektrisk mobilitet nysgerrighed, meningsskabelse og udvikling gennem bevægelse. Der er, herudover, dokumenteret effekt på kognitive, visuelle, sproglige, sociale og psykologiske evner. Nogle eksempler på færdigheder, der kan styrkes ved brug af Explorer Mini er:
- Fælles opmærksomhed: Barnet reagerer på omgivelser, personer eller stolen.
- Visuel fiksering: Barnet fastholder synet på objekter eller joysticket.
- Krops- og armkontrol: Barnet holder kroppen oprejst og rækker ud efter objekter eller joysticket.
- Hovedkontrol: Der er ingen hovedstøtte i Explorer Mini - barnet skal selv holde hovedet oprejst.
- Brug af joystick: Barnet udvikler præcis styring med hånd, arm eller mund.

Mobilitet der rækker ud over legestuen
Et særligt aspekt ved Ræsende Rollinger er, at mobilitetsværktøjerne, som Explorer Mini, kan lånes med hjem mellem legedagene. Det betyder, at børnene får mulighed for at fortsætte deres udvikling i vante omgivelser, og at læringen ikke stopper, når legestuen lukker. For mange familier er det en stor hjælp i hverdagen, og det giver børnene mulighed for at styrke deres motoriske funktioner i eget tempo.
Et skridt mod inklusion
Ræsende Rollinger er mere end bare en legestue, men et skridt mod større inklusion og forståelse for børns forskellige behov. Ved at kombinere teknologi, leg og fællesskab skabes der et rum, hvor alle børn kan være med, og hvor mobilitet bliver en kilde til glæde og udvikling.