Fra eliteskytte til familieliv: en historie om passion, familie og glæde.
Charlotte Streton
Sekunderne tikker afsted. Når jeg lukker øjnene, ser jeg skiven for mig, det perfekte skud står lige foran mig…. Men det er ikke mig, der har fingeren på aftrækkeren, men derimod en ny ung skytte, som jeg har fået æren af at arbejde med. Det er 20 år siden jeg selv lagde riflen på hylden efter omkring 12 års vilde oplevelser som eliteskytte under Parasport Danmark. Mit mål er at hjælpe disse unge mennesker med at skyde sig til en billet til Paralympic og derved en oplevelse for livet. Jeg ved af erfaring at der ligger mange timers hårdt arbejde foran de unge, men også at det er det hele værd. Den følelse jeg havde i kroppen, når jeg stod øverst på præmiepodiet, kan ikke beskrives, men skal opleves.

Privatfoto: Min italienske skytte-kammerat og -konkurrent, Santo Mangano, og jeg, efter finalen ved Paralympics i Barcelona i 1992.
Min glæde ved idræt startede allerede da jeg var 9 år gammel og har fulgt mig hele livet. En glæde, som jeg heldigvis har givet videre til min datter Kristine, som har spillet el-hockey i mange år og nu er begyndt at prøve kræfter med “de store drenge” indenfor Powerchair floorball.
Kristine blev født 3 måneder for tidligt (kort tid efter, jeg havde skudt mit sidste Europamesterskab) og arvede desværre min “ikke arvelige” muskelsvindsygdom. Trods den barske start på livet som mor, har jeg formået at skabe en hverdag for min lille familie, hvor sjov og alvor har gået hånd i hånd. Jeg har en fantastisk kæreste, som bakker op om mine skøre påfund, men som også har stået ved min side når min rolle som mor har budt på kritiske perioder. At være forældre kan til tider være lidt af en mundfuld, men at være forældre med et handicap til et barn, som også har et omfattende handicap er bare noget helt andet. Heldigvis har mit liv som mor budt på mange positive oplevelser, som har skubbet timerne med bekymringer og tårer i baggrunden. Kristine har i dag en bachelor i dansk og psykologi og drømme for fremtiden, som alle andre unge.
Jeg har kastet mig over en mangeårig drøm om at lave keramik, og bruger mange timer om ugen med ler mellem hænderne. Hvad de kommende år kommer til at byde på, må tiden vise, men jeg kan med stor sikkerhed sige, at jeg vil fortsætte mit arbejde, som frivillig i Muskelsvindfonden. Jeg har siddet i deres repræsentantskab i en del år nu og har været frivillig både på Cirkus Summarum og Grøn koncert.

Privatfoto: Skydning har virkelig givet mig oplevelser for livet.
Et liv med en kronisk sygdom er sjældent uden udfordringer, men jeg er så heldig at være vokset op i en familie, som altid har set mulighederne fremfor begrænsninger. Jeg har været på lejrtur med skolen på Gudenåen i kano med min kørestol, har sejlet i de danske farvande og har kørt tusindvis af kilometer rundt i Europa, både med og uden min riffel. I de sidste mange år har jeg været mor med stort M. Og glæder mig over, at jeg kan give noget af min erfaring videre til min datter og andre skønne unge mennesker.

Privatfoto: Det giver mig en glæde at være en med på de unge skytters "rejse".

Skrevet af: Charlotte Streton
By/Land: Lille Skensved, Denmark
Hobby: Keramik og læsning