Kristine Streton
Jeg hedder Kristine, er 24 år og lever med muskelsvind. Nogle har måske set mig herinde før, da jeg tidligere har delt mine tanker om praktik hos Permobil. Denne gang vil jeg fortælle om min gymnasietid under Covid-19 - og om en bestemt mulighed som især har betydet meget for mig.
Tak er kun et fattigt ord!
Da mine klassekammerater kom hjem fra studietur i marts 2020, lukkede verden pludselig ned. For de fleste var det en mærkelig tid. For mig, som er i risikogruppe, blev det også en tid med ekstra bekymringer og mange svære valg.
Min sygdom er noget, jeg stadig ikke helt har accepteret. Hjemmefra har jeg lært, at mit muskelsvind ikke begrænser min hjerne eller mine faglige evner - “det er kun fysikken”. Derfor har jeg brugt meget energi på at bevise, at jeg fagligt kan det samme som alle andre.
I både folkeskole og gymnasiet har jeg insisteret på at klare tingene på samme vilkår som mine klassekammerater. De særlige muligheder og hensyn, jeg kunne få, sagde jeg ofte nej til, fordi de ville gøre det tydeligt, at jeg ikke havde de samme forudsætninger som de andre. Bare tanken om forlænget tid til opgaver eller afleveringer kunne få mig til at føle, at alle ville kunne se, at mit overskud ikke rakte.
Derfor var jeg også skeptisk, da Muskelsvindfonden tilbød mig en plads i deres robotprojekt. At bruge en robot til at være til stede i skolen ville jo vise alle, hvor sårbar jeg faktisk er. Men efter måneder med virtuel undervisning på grund af Covid-19 begyndte jeg at tænke anderledes. Når mine klassekammerater igen kunne møde fysisk ind, ville det stadig ikke være sikkert for mig. Som risikopatient blev jeg nødt til at spørge mig selv: Hvad er alternativet? At droppe ud i 3.g? Det var ikke en mulighed for mig.
Så jeg sagde ja til robotten – en lille AV1 Avatar, som jeg kaldte Bob.
Den første dag, mine klassekammerater kom tilbage på skolen, mødte jeg op på en helt ny måde. Jeg var der ikke selv fysisk, men det var Bob. I starten syntes jeg, det hele var lidt komisk og meget nyt. Men pludselig var der gået 3–4 måneder, hvor al min undervisning foregik gennem Bob. Jeg havde vænnet mig til at se og høre gennem en robot i stedet for selv at sidde i klasselokalet.
Selvfølgelig var der begrænsninger - både socialt og teknisk. I begyndelsen følte jeg mig til besvær, når nogen skulle gøre læreren opmærksom på, at “Kristine rækker hånden op”. Men efterhånden blev det hverdag for både lærere og elever. Samtidig krævede det meget viljestyrke og selvdisciplin at have virtuel undervisning i så lang tid. At stå op hver morgen, spise morgenmad og sætte sig alene ved skrivebordet, velvidende at de næste mange timer foregik foran en tablet og en lille robot, tærede meget på min energi.
Ofte havde jeg mest lyst til bare at blive liggende i sengen. Som månederne gik, blev usikkerheden større: Hvornår ville det være forsvarligt for mig at komme tilbage fysisk? Ingen kunne svare. Det, der holdt mig i gang, var drømmen om studenterhuen. Jeg havde kæmpet i to år og nægtede at give op det sidste år. Jeg ville bevise overfor både mig selv og omverdenen, at en studenterhue også var noget, jeg kunne opnå.
Uden den lille (til tider nuttede) robot Bob, havde jeg ikke den flotte hue liggende på min bogreol i dag. Jeg havde ikke fået den oplevelse, det var at få den på - eller muligheden for at køre med i studentervognen sammen med de andre.
Derfor kan jeg kun slutte, hvor jeg begyndte:
Tak er kun et fattigt ord.
Skrevet af: Kristine Streton
Job titel: Marketing Praktikant - Permobil
By/Land: Lille Skensved, Denmark
Hobby: El-Hockey
Personlig Fun Fact: Jeg har taget halvdelen af gymnasiet via en robot grundet Covid-19. Robotten var mine øjne, ører og stemme i klasselokalet, som jeg kunne styre med min iPad hjemmefra.